Hvad er en supernova?
Der findes to forskellige slags supernovaer. Type I og Type II.
Den mest almindelige af disse er type I. Denne type er den mest lysstærke og sker oftest i forbindelse med gamle stjerner. Disse stjerner har egentlig opnået status som værende hvide dværge, men en masseoverførelse fra nabostjernen sætter atter gang i stjernens kernereaktioner, som ellers ikke fungerer mens de er hvide dværge. Sådanne et system kaldes et dobbeltstjernesystem.
Hvis hvide dværgstjerner
ender i en supernova skyldes det, at de modtager stof fra en anden nærliggende
stjerne. Sådanne et system kaldes et dobbeltstjernesystem. Hvide dværge har
altid den samme omkreds, da de uanset massen af kul vil presse sig sammen til en
hvis størrelse som er væsentlig mindre end generelle stjerner. Når det bliver
presset nok sammen vil elektronerne omkring atomkernerne blive mast ind i
kernen. De bliver dermed til neutroner. Når der absolut ikke kan presses mere
ind i denne bestemte størrelse af den hvide dværg, vil den hvide dværg
kollapse og eksplodere. Resterne, der bliver tilbage, er tætpakkede neutroner
disse rester bliver kaldt: en neutronstjerne. Denne form for supernova er den
mest almindelige.
Type 2 novaer
Når alt brinten er omdannet til helium stopper energiproduktionen og heliumkernen vil langsomt falde sammen, dette vil gøre at temperaturen stiger, så de ydre dele af stjernen vil svulme op og derefter afkøles. På et tidspunkt vil heliumatomerne smelte sammen til kulatomer i kernen, samtidig med at der dannes mere helium af brint, som kommer fra en ydre skal. Temperaturen og trykket vil nu stige yderligere så helium og kul vil smelte sammen til iltatomer.
Stjernen består altså af en iltkerne med en skal udenom, hvor kul omdannes til ilt, og en skal længere ude hvor brint omdannes til helium.
Atomsammensmeltningerne bliver ved med at fortsætte på den måde og lave flere og flere skaller, indtil der i centrum dannes jernatom er. Disse sammensmeltninger giver energi så stjernen, i en kort periode, kan holde sin indre balance. Jernkernen bliver tungere, men der sker ikke nogen reaktioner til tungere atomer, da dette ville koste energi at producere. Når jernkernen når op på en masse på 1,4 gange solens masse og er på størrelse med halvdelen af Jorden, går det galt. Stjernen vil kollapse til en kugle på 100 km i radius i løbet af en brøkdel af et sekund og vil udsende store mængder energi. Kollapset vil stoppe, når den inderste del når op på en massefylde på 270 mia. kg per cm3. De ydre dele af kernen vil stadig falde sammen og danne en kæmpe trykbølge. Når denne trykbølge når stjernens overflade, får den hele stjernen, bortset fra de centrale dele, til at eksplodere ud i rummet.
Alt den energi
der bliver frigjort ved sådan en supernova er omkring 100 gange så stor, som
alt den energi solen frigør i hele sin levetid (ca. 10 mia. år). Resterne af
stjernen ender som en neutronstjerne.